FN’s Klimapanel (IPCC) er godt i gang med planlægningen af
arbejdet med udarbejdelsen af sin sjette hovedrapport og har netop udsendt kald
til nominering af forfattere til særrapporten om 1,5 °C global opvarmning.
Nomineringer skal ske via det nationale kontaktpunkt. IPCC’s Bureau vil
efterfølgende udpege et forfatterhold ud fra de indkomne nomineringer under
hensyntagen til ekspertiseområder, geografisk og kønsmæssig repræsentation samt
en balance mellem eksperter med og uden tidligere erfaring med IPCC.

Indholdsfortegnelsen til særrapporten om 1,5 °C global
opvarmning samt tidsplanen for udarbejdelsen kan ses på IPCC’s hjemmeside.

På IPCC’s facebook-side kan man se arbejdsgruppeformanden
Valérie Masson-Delmotte fortælle om hvad det indebærer at være IPCC-forfatter.

Som IPCC-forfatter vil man indgå i en af de tre
arbejdsgrupper, og for så vidt angår særrapporterne en tværgående gruppe. Der
vil være en del rejseaktivitet til forfattermøder. Se yderligere informationer
i brevet fra IPCC. Der ydes ikke støtte til aktiviteterne. Man skal derfor
sikre sig at have sin arbejdsgivers samtykke til det omfattende arbejde, der
dog også giver stor prestige, øger forskerens internationale netværk, og udgør
en god platform til at synliggøre sin forskning.

IPCC’s retningslinjer for udarbejdelse af rapporter og for
høringsprocesserne findes på IPCC’s hjemmeside og rollerne som Coordination
Lead Author, Lead Author og Review Editor er beskrevet i Annex 1.

Hvis du ønsker at blive forfatter på særrapporten om 1,5 °C
global opvarmning skal du fremsende en udfyldt nomineringsblanket (excel-skema)
samt et cv på max. 4 sider (pdf) til Tina Christensen på tic@dmi.dk senest
onsdag d. 7. december.

IPCC’s arbejde

Arbejdet i FN’s Klimapanel er uafhængigt af Klimakonventionen,
men samtidig helt centralt for Parisaftalen. Klimapanelets rapporter har altid
ligget som en solidt fundament under Klimakonventionen, og den femte
hovedrapport var et vigtigt indspil i udformningen af klimaaftalen fra COP21 i
Paris. Parisaftalen beskriver også hvorledes Klimapanelets arbejde skal spille
ind fremover. Aftalen opfordrer panelet til at udarbejde en rapport om 1,5 °C
global opvarmning. Denne særrapport vil spille direkte ind i konventionens
drøftelser af fremdriften mod overholdelse af 2-graders målsætningen. På samme
måde vil den kommende hovedrapport være et essentielt indspil i den første af
rækken af fem-årige evalueringer af indsatsen. De omfattende høringsprocedurer
og godkendelsesprocesser, som er en grundsten i Klimapanelets arbejde, sikrer
at rapporterne har en meget høj grad af integritet og autoritet, som er helt
essentiel for at kunne tjene klimakonventionens arbejde.

IPCC Kontaktpunkt i Danmark

Man er altid velkommen til at kontakte det nationale
kontaktpunkt til IPCC, Tina Christensen, DMI, med spørgsmål om IPCC og IPCC’s
procedurer generelt samt hvordan man bliver nomineret til IPCC’s forfatterhold
og hvad det indebærer.

tlf: 39 157
496 // mobil: 40 766 246 // email: tic@dmi.dk