IPCC-43

FN’s Klimapanel holdt sin 43. plenarforsamling 11.-13. april
2016 i Nairobi. De vigtigste punkter på dagsordenen omhandlede planlægningen af
arbejdet med den Sjette Hovedrapport (AR6) og et antal særrapporter. I
planlægningen tages der højde for Parisaftalen og øvrige beslutninger fra COP21
i Paris.

TFI Metoderapport

Det blev besluttet at udarbejde en metoderapport om
opgørelse af drivhusgasudledninger, som skal opdatere IPCC’s retningslinjer fra
2006 med den seneste viden. Der er ikke tale om en revision af dokumentet fra
2006, men et eller evt. flere supplementer hertil.

AR6 og Særrapporter

Arbejdet med IPCC’s Sjette Hovedrapport (Sixth Assessment
Report, AR6) er opdelt i tre arbejdsgrupper, som vil udgive hver sin
delrapport.

WGI – Arbejdsgruppe 1: Den naturvidenskabelige baggrund for
klimaændringerne
WGII – Arbejdsgruppe 2: Konsekvenser og tilpasning
WGIII – Arbejdsgruppe 3: Afbødning af klimaændringerne

Afslutningsvis udarbejdes en synteserapport, der samler op
på de vigtigste konklusioner på tværs af delrapporterne.

Under hensyntagen til Klimakonventionens arbejde og
resultatet fra COP21 lægges der op til at AR6 udkommer etapevis i 2020-2022.
Undervejs udkommer 3 særrapporter, den første i 2018, samt ovennævnte
metoderapport, formentlig i 2019.

Efter indstilling fra arbejdsgruppeformændene på baggrund af
grundig og transparent evaluering af 30 indkomne forslag til særrapporter, var
4 mulige emnegrupper på bordet:

1. 1,5
°C global opvarmning (på opfordring af klimaaftalen fra COP21 Paris)
2. Verdens
have, gletsjere og iskapper i et ændret klima
3. Bæredygtig
arealanvendelse, fødevareforsyning og ørkenspredning
4. Byer

Det blev besluttet at udarbejde særrapporter om de
førstnævnte 3 emner.

Den fjerde foreslåede særrapport om byer havde bred støtte,
og det blev besluttet at sikre en grundig og integreret behandling af emnet i
AR6, inklusive en konference om emnet samt en særrapport i forbindelse med AR7.
IPCC ønsker at sende et stærkt signal til det videnskabelige samfund om at
emnet er i fokus for herved at stimulere forskning og publikationer.

Desuden talte arbejdsgruppeformændene varmt for at i højere
grad end hidtil at sikre en tværgående behandling af regionale emner ved at
udarbejde en Regional Report som et 4. bind af AR6. Dette vil først blive
afgjort på scopingmøderne, men med beslutningen om 3 særrapporter, frem for 2,
vil ambitionerne for den Regionale Rapport formentlig blive nedgraderet på grund
af den store arbejdsbyrde på især WGII.

Fremadrettet proces

Den detaljerede tidsplan for AR6 er ikke fastlagt. Den
tidsplan, der var foreslået inden mødet, indeholdt kun to særrapporter, og den
skal derfor revideres. Den forventes forelagt på IPCC-44 ultimo oktober.

I øjeblikket indkalder IPCC nomineringer til eksperter til
scoping af 1,5°C rapporten. Disse eksperter skal ud over videnskabelig
ekspertise inden for et relevant felt have erfaring med IPCC’s processer.
Kontakt ipcc@dmi.dk hvis du ønsker at høre nærmere.

DMI vil løbende informere om processen med AR6, og når det
bliver tid til at nominere forfattere, vil det blive annonceret bredt.